Jens Vejmand

	  		

     D              A    D 
Hvem sidder der bag Skjærmen 
    D     A      Bm 
med Klude om sin Haand, 
A   D            D 
med Læderlap for Øjet 
F#m Bm     A   E  A 
og  om sin Sko et Baand? 
    A     A7        D 
Det er saamænd Jens Vejmand, 
    D7     G    F# 
der af sin sure Nød 
Bm  G       E7     A   D 
med Ham'ren maa forvandle 
Em D      A        D 
de haarde Sten til Brød. 
  
Og vaagner du en Morgen 
i allerførste Gry 
og hører Ham'ren klinge 
paany, paany, paany, 
det er saamænd Jens Vejmand 
paa sine gamle Ben, 
som hugger vilde Gnister 
af morgenvaade Sten. 
  
Og ager du til Staden 
bag Bondens fede Spand, 
og møder du en Olding, 
hvis Øjne staar i Vand - 
det er saamænd Jens Vejmand 
med Halm om Ben og Knæ, 
der næppe ved at finde 
mod Frosten mer et Læ. 
  
Og vender du tilbage 
i Byger og i Blæst, 
mens Aftenstjærnen skjælver 
af Kulde i Sydvest, 
og klinger Hammerslaget 
bag Vognen ganske nær - 
det er saamænd Jens Vejmand, 
som endnu sidder dér. 
  
Saa jævned han for andre 
den vanskelige Vej, 
35men da det led mod Julen, 
da sagde Armen nej; 
det var saamænd Jens Vejmand, 
han tabte Ham'ren brat, 
de bar ham over Heden 
en kold Decembernat. 
  
Der staar paa Kirkegaarden 
et gammelt frønnet Bræt; 
det hælder slemt til Siden, 
og Malingen er slet. 
Det er saamænd Jens Vejmands. 
Hans Liv var fuldt af Sten, 
men paa hans Grav ? i Døden, 
man gav ham aldrig én.